Gris med sød kartoffel og broccoli

Gris med sød kartoffel og broccoli

Håber du har nydt sommeren og er godt i gang igen med hverdagen med fornyet energi. Jeg har haft  en super skøn sommer med gode oplevelser og begivenheder rundt i Danmark. Jeg elsker sommer og alt det der følger med af grillaftener, kold hvidvin, lyse sommeraftener, jordbær med fløde osv. Personligt mener jeg også, at det er den tid på året, hvor den danske natur tager sig allerbedst ud.

 Hverdagen er nu godt i gang igen hos mig, hvilket jeg også nyder. Desuden vil lige dele opskriften på en anderledes ”biksemad”, som tilberedes på friske råvare og ikke rester som den klassiske. Har du lyst går spejlæg fint til retten, ligesom det man ellers spiser til den klassiske biksemad som tomat ketchup, HP sauce og Engelsk sauce. Alternativt kan du vælge mango chutney som tilbehør.

 Velbekomme

 

Gris med sød kartoffel og broccoli

2 personer

 

300 g hakket svinekød

2 spsk. olivenolie

1 løg

1 stor sød kartoffel

½ broccoli

2 fed hvidløg

1 tsk. st. spidskommen

1 tsk. salt

¼ tsk. peber

1/8 tsk. st. kanel

2 tsk æblecidereddike

½ dl rosiner

 

Steg hakket kød i 1 spsk. olie i en sauterpande til det skifter farve. Findel evt. med en gaffel. Tag det af panden. Steg nu hakket løg på panden til det klares i resten af olien. Skrub kartoflen ren og skær den i grove tern.  Skær også broccolistok i tern. Kom kartoffel og broccoli i panden og steg 5-7 minutter. Rør nu og da. Tilsæt bitte små broccolibuketter, knust hvidløg, spidskommen, salt, peber, kanel, æbleeddike og rosiner. Vend det hele rundt og varm yderligere et par minutter eller til alt er mørt. Spæd evt. med lidt vand så det ikke brænder på.

 Energiindhold pr. person: 548 kcal

 Fordelt på: Protein 30 % (40 g), fedt 38 % (23,6 g), kulhydrat 29 % (39 g). Kostfibre 3 % (9,26 g).