Rabarber crumble - glutenfri

Rabarber crumble

Nu er der endelig kommet godt gang i mine rabarber, som blev plantet sidste efterår. Her fik jeg sat vinrabarber, jordbær-rabarber og Holsteiner Blut. Alle med tynde røde stilke.  

 Indtil videre har jeg lavet rabarbersuppe og -crumble, men mon ikke det bliver til andre gode sager i løbet af de næste måneder.

 Jeg søder som regel med sukrin, som er knapt så sødt som almindeligt hvidt sukker, men som stort set kan bruges i de samme mængder i opskrifter. Og som du måske allerede er bekendt med, er der ingen kalorier i sukrin.

 Kageopskrifter, dvs i dette tilfælde en crumble, er et sjældent syn her på siden, men kager er jo ikke farlige, så længe de spises med måde.

 Spis crumblen med syrnet fløde eller Easis vaniljeis. Alternativt lidt flødeskum eller creme fraiche.

 God bagelyst.

 

Rabarber crumble – glutenfri

6 personer

 

 150 g koldt smør

2 dl boghvedemel

1 dl finvalsede havregryn

1 ½ dl sukrin

250 g rabarber (renset vægt)

1 knivspids vanilje

½ dl mandler

 

1: Skær smørret i tern.

 2: Bland mel, havregryn, 1 dl sukrin og smør og smuldr sammen med fingrene.

 3: Fordel halvdelen af dejen i bunden af en tærteform 25-30 cm.

 4: Forbag ved 200 grader i 8 minutter.

 5: Skær rabarber i ½-1 cm skiver og bland med resten af sukkeret og vanilje.

 6: Hak mandlerne.

 7: Fordel rabarberne i den forbagte bund. Kom resten af dejen og afslut med hakkede mandler.

 8: Bag ca. 20 minutter ved 200 grader. Nydes lun.

 

Energiindhold 309 kcal pr. person

Fordelt på: Protein 4 % (3,44 g), fedt 51 % (23,2 g), kulhydrat 44 % (43,4 g). Kostfibre 1 % (2,94 g)