Salat med edamame bønner, kål og kylling

Salat med edamame bønner, kål og kylling

På denne 3. eller 4. solskinsdag i træk, hvor der atter er mulighed for at tanke lidt op på D-vitamin kontoen, vil jeg dele opskriften på en salat, som er fuld af ting, der også vil gavne din krop.

 Salaten er rig på bl.a. E- og B-vitaminer, essentielle proteiner og - fedtsyrer, kostfibre, jern og magnesium. Derudover indeholder den et særligt stof, som jeg vil sætte lidt fokus på, nemlig stoffet sesamin, som findes i tahin, som indgår i dressingen til salaten.  

 Tahin, også kaldet sesampasta eller sesamsmør, indeholder som sagt stoffet sesamin og det findes stort set kun i sesamfrø. Fordelene ved sesamin er mange.

Bl.a. har det en blodtrykssænkende virkning, det beskytter mod biologiske aldringsprocessor og mod udvikling af kræftceller samt hjælper til at holde blodets indhold af fedt og sukker på et sundt niveau.

 Sesamin er et såkaldt lignan, der er et naturligt plantestof med biologiske virkninger i kroppen. Der findes andre lignaner end sesamin og det bedste er formentlig at spise varieret af de forskellige lignaner. Det gør du, ved at holde dig fra en ensformig kost og spise en bred vifte af fødevarer. Hørfrø, fuldkorn og kål er også gode kilder til lignaner.

 Tahin kan bruges i mange sammenhænge og er fx en fast ingrediens i en klassisk humus. Prøv også at lave en tahin-yoghurt dressing. Her skal du røre lige dele tahin og yoghurt naturel sammen og smage til med citronsaft, salt og peber. Den er god til grønne salater eller som kold sovs til stegt/grillet kød. Alternativt kan du bruge sesamfrø i salater, drysse det på din morgenmad eller i bagværk.

 

Salat med kylling, quinoa og edamamebønner

2 personer

 

1 dl rød quinoa

Salt, peber

40 g Tahin

½ citron

Ca. 1/4 dl vand

Soya sovs

Honning

200 g pillede edamame bønner (fra frost)

1 lille avokado

2 stegte kyllingefileter (250 g i alt)

½ lille spidskål

½ agurk

½ bdt forårsløg

½ bdt koriander

 

1: Kom quinoa i en kasserolle og hæld dobbelt mængde vand på. Bring i kog og tilsæt lidt salt. Kog quinoa under låg i 8-10 min. Dræn for overskydende vand.

 2: Rør Tahin med saften fra ½ citron og vand til en passende konsistens. Smag til med soya og honning. Sæt dressingen til side til senere.

 3: Kom edamame bønnerne i en skål og hæld kogende vand over og tilsæt lidt salt. Lad det trække ca. 5 minutter.

 4: Skær avokado i både og kylling i skiver. Snit kålen fint, evt. med et mandolinjern. Skær agurk i strimler og snit forårsløgene. Dræn edamame bønnerne.

 5: Anret det hele i på to tallerkener. Top med koriander og server dressingen til.

 Energi pr. person: 681 kcal 

Fordelt på: Protein 32 % (53,4 g), fedt 33 % (25,7 g), kulhydrat 35 % (51,9 g). Kostfibre 15,3 g.