Rød linsesuppe med bacon og tomat

Rød linsesuppe med bacon og tomat

Selv om vejret i dag bliver fint og solrigt venter de lidt køligere dage lige rundt om hjørnet. Og det indbyder til suppe hjemme hos mig, og jeg tænker at andre måske får samme trang. Denne suppe er lavet på røde linser, grønsager og krydderier og toppet med bacon og persille.

Linser har et højt indhold af protein og kan indgå i en varieret kost på lige fod med animalske proteiner som kød, fisk og fjerkræ. Så høre du til dem, der vil skære lidt ned for kød indtaget er linser eller andre bælgfrugter (tørrede bønner og kikærter) et godt alternativ. For proteiner skal der til, læs evt. nærmere her.

Suppen giver god mæthed dels på grund af det høje proteinindhold og dels fordi den indeholder en pæn portion kostfibre. Til den lidt større sult/behov for flere kalorier kan der serveres groft brød til eller udover bacon kan suppen toppes med ristede kikærter.

Du kan med fordel lave dobbelt portion, så der en nem mad til dagen efter og det bliver suppen bestemt ikke ringere af - jo længere den trækker, desto bedre og kraftigere bliver smagen.

Velbekomme :-)

 

Rød linsesuppe med bacon og tomat

2 personer

 

1½ dl røde linser

1 stor gulerod

1 løg

½ rød chili (mere hvis du er vild med krydret mad)

1-2 fed hvidløg

2 cm skrællet ingefær

1 tsk st. koriander

1 tsk st. karry

1 tsk st. spidskommen

2 spsk olivenolie

Ca. 8 dl grøntsagsbouillon

1 stor spsk koncentreret tomatpuré

½ spsk limesaft

200 g små tomater, fx San Marzano  

Salt, peber

Tilbehør: 50 g stegt bacon i tern, hakket persille

 

1: Skyl linserne. Skræl gulerod og skær i tern sammen med løget. Hak chili, hvidløg og ingefær groft.

2: Steg koriander, karry og spidskommen i olien i ½ min. under omrøring. Tilsæt ½ dl af bouillonen, tomatpuré, gulerod og løg og steg yderligere 1 min. under omrøring.

3: Tilsæt resten af bouillonen, limesaft, linser, chili, hvidløg og ingefær og varm op. Lad suppen småsnurre under låg i ca. 25 min.

4: Blend til glat. Varm op igen tilsat halve tomater og lad det småsnurre et par minutter. Smag til med salt og peber. Hæld suppen i skåle eller dybe tallerkener. Top med bacon og persille.

Energiindhold pr. person 536 kcal fordelt på: Protein 30,4 g, kulhydrat 45,3 g, fedt 24 g. Kostfibre 8,86 g.