Sundere påskeæg uden tilsat sukker

Det går lidt hurtigt for tiden og det er snart længe siden jeg har postet noget på sitet. Der er nu udsigt til lidt stilhed og nogle dage med afslapning og hygge med familien. Meeen du skal lige have opskriften på disse påskeæg uden tilsat sukker. De er død nemme at lave og smager fantastisk. Jeg har postet dem før, men de fortjener en gengivelse. Dels fordi de smager godt og er oplagte at tilberede i påsken, og dels fordi der er kommet mange nye læsere til.

Jeg har brugt mandler uden skal, da det giver en pæn lys “marcipan”, men du kan sagtens beholde skallen på, hvis der ikke er tid til at smutte mandlerne.

Rigtig god Påske til Jer alle sammen !!!!!

Sundere påskeæg uden tilsat sukker

14 stk

200 g mandler med eller uden skal

50 g soltørrede dadler uden sten

1 æggehvide

1 tsk mandel aroma

125 g mørk chokolade 70 % (jeg brugte en der er sødet med stevia)

Lidt tørret rabarber til pynt eller andet

 

1: Kom mandler og dadler i en foodprocessor og kør til helt finhakket.

2: Ælt mandelmassen med æggehvide og mandel aroma.

3: Form til små æg.

4: Hak chokoladen og smelt over vandbad. Dyb æggene i den smeltede chokolade.

5: Pynt med tørret rabarber eller andet

6: Lad dem tørre et køligt sted.

Energiindhold pr. stk. 135 kcal fordelt på: Protein 4 g, fedt 9 g, kulhydrat 10 g. Kostfibre 2 g.

Energiindhold pr. 100 g 456 kcal fordelt på: Protein 14 g, fedt 30 g, kulhydrat 34 g. Kostfibre 6 g.