Månedens proteinrige råvare - røde linser

Månedens proteinrige råvare - røde linser

Røde linser smager ikke af så meget, men kan nemt piftes op med krydderier og grønsager. De kan anvendes i en lang række retter som fx supper, sovser, salater, postejer og puréer og kræver hverken udblødning eller lang kogetid. De skal blot skylles grundigt inden brug.

Proteinindholdet pr. 100 g ligger på hele 26 g. Til sammenligning indeholder samme mængde magert kød ca. 20 g protein. Dog er det vigtig i den forbindelse at nævne, at linser indeholder flere kalorier end magert kød. For at få samme mængde protein fra linser som fra kylling, vil mængden af linser tilføre dig ca. 2½ gang flere kalorier end kyllingen. Så skal der af en eller anden grund spares på kalorierne, kan linserne indgå som tilbehør eller være en del af en salat og ikke anvendes som hovedingrediens.

Linser har også et høj indhold af kostfibre - 6 g pr. 100 g. Kostfibre påvirker både din fordøjelse og din mæthedsfornemmelse i en gunstig retning. Sundhedsstyrelsen anbefaler et dagligt kostfiber indtag for voksne på mindst 25-35 g. Spiser man mere, anbefales det også at drikke mere for at undgå forstoppelse. Ønsker man at øge sit fiberindtag, anbefales det at øge det gradvist for at vænne tarmsystemet til de ekstra fibre for at undgå gener. 

Derudover har linser et pænt indhold af B-vitaminer og mineralerne kalium, fosfor, jern og zink.  

Til inspiration og evt. afprøvelse er du velkommen til at klikke dig videre på nedenstående link, som er et lille udpluk at retter med røde linser her på bloggen:

Dahl med røde linser

Vegetarisk bolognese med linser

Linsesuppe med bønner og spinat