Mini guide til en succesfuld grillsæson

Det ser ud til, at vejret arter sig nogenlunde i dele af landet i dag og de kommende dage, så har du ikke allerede fået gang i havegrillen, er det måske nu, det skal ske. Jeg har udarbejdet en lille mini guide med tips og tricks til en succesfuld grill-sæson. Håber du kan få glæde af den.

Mini guide til en succesfuld grillsæson

Foto Martin Tanggaard

Mini guide til en succesfuld grill-sæson

-Anførte grilltider i diverse opskrifter skal altid ses som vejledende, da træk omkring grillen, afstand til gløderne, grilltype o.s.v., kan have indflydelse.

-Lad kødet stå 15-30 minutter ved stuetemperatur inden du begynder grillstegningen.

-Anvendes træspyd skal de trække ½ time i vand inden brug.

-Hvornår er grillen klar? En god metode til at bedømme varmen er, at holde hånden lige over grillristen. Kan man det i 2 sekunder er grillen mindst 375 grader varm. Kan man holde hånden i 3-4 sek. har man den optimale grilltemperatur for mindre kødstykker. Kan man holde hånden i 5 sek., har man den rette temperatur for større kødstykker.

-Sørg for at have ”et frirum” på grillen, hvor der ikke er kul/briketter/brændere, så der er mulighed for at trække kød og grøntsager væk fra direkte varme, hvis det er ved at bliver for mørkt/brændt.

-Smør grillristen med olie inden kød og grøntsager lægges på, derved undgår man at maden hænger fast – påfør olien med køkkenrulle.

-Fedtdryp kan give flammer, der branker kødet. Flammerne kan slukkes med vand fra en (blomster)forstøver, et godt drys salt eller ved at bruge låget, hvis et sådant findes til grillen.

-Brug evt. alu.folie for at mindske risikoen for, at kødet branker. Pas dog på med alu.folie, hvis du griller salt eller syrlige fødevarer. Både salt og syre kan opløse aluminiummet, undgå derfor at marinere med citronsaft indtil du er færdig med grillstegningen.

-Råt og grillet kød skal holdes adskilt. D.v.s., der skal to sæt grilltænger til og det samme gælder også med fade eller spækbrætter og vask hænder.

-Brug altid en grilltang til at vende kødstykkerne med. En gaffel laver ”stikhuller” og saften vil løbe ud og man risikerer at få et tørt stykke kød.

-Bruger du engangsgrill er det vigtigt, at du slukker grillen korrekt, så du eller andre ikke kommer til skade. Sluk den ved, langsomt at hælde vand over den. Husk derfor at medbringe vand, hvis der ikke lige er vand i nærheden. Hæld også vand over det sted grillen har stået, det afkøler.

Brænder du inde med tips og tricks til grillstegning, som du gerne vil dele med mig og andre, er du meget velkommen til at skrive det i en kommentar i feltet nedenfor.

Klik her og du kommer frem til 3 dejlige, smagfulde og nemme grill-opskrifter.

God grillsæson.