Agurketid

Agurketid

Agurketid

Jeg har et par små sydvendte væg-drivhuse på bagsiden af vores garage. Her dyrker jeg chili, tomater og agurker.

Ved hjælp af solens stråler og garagens murede væg, bliver drivhusene forholdsvis tidlig klar til at jeg kan sætte de første planter. I hvert fald sammenlignet med fritstående drivhuse.

Tomater og chili blev i år plantet 1. april og er pt. meget fyldige og bærer allerede en masse umodne frugter, som jeg ser frem til at høste lidt senere på sommeren.

Agurkerne blev plantet 8. april og de første blev høstet i sidste uge. Det er vildt, så hurtigt det går med agurker - og i går høstede jeg hele fem stykker. Sådan bliver det formentlig ved de næste mange uger, hvis planterne kan gå sygdomsfrit gennem sommeren.

Hvad bruger jeg så alle de agurker til? Jamen de bliver skåret ud og spist som sunde snack og mellemmåltider, proppet i grønne salater, der produceres tzatziki og kold agurkesuppe. Det sker også at jeg laver en (næsten) klassisk agurkesalat, hvor jeg bruger sukrin gold i stedet for sukker. Dette for både at spare på kalorierne og for at undgå raffineret sukker.

Fermenterede agurker er også et hit. De smager super godt og har lang holdbarhed. Jeg tager udgangspunkt i en sauerkraut opskrift (fermenteret kål) og erstatter næsten al kålen med agurk og tilsætter kun 10 % kål. Kålen er en god igangsætter til fermenteringsprocessen, og da agurk næsten udelukkende består af vand, giver kålen struktur og fylde til agurke-krauten. Jeg smagstilsætter med fennikelfrø, hel kommen eller dild.

20170614_182239 - Kopi.jpg

Agurk kan også grilles enten på spyd sammen med kød og andet grønt eller solo og serveres som tilbehør til aftensmaden som f.eks. salaten på billedet her nedenfor, hvor jeg har brugt følgende fremgangsmåde:

Del agurkerne på midten og flæk dem derefter på den lange led. Pensl dem med et tyndt lag olie og steg dem ved høj varme lige over gløderne 5-7 min. på hver side. Anret dem på et fad el. lign. Dryp derefter lidt citronolie eller olivenolie over, krydr med salt og peber, revet parmesanost og hakkede krydderurter f.eks. løvstikke.

20170614_183539.jpg

Mon ikke der lande en ny agurkeopskrift eller to på bloggen henover sommeren :-)