Tips til at spise mere protein

Foto: Martin Tanggaard

For præcis to år siden udkom min kogebog PROTEIN, som er fyldt med proteinrige retter – faktisk hele 80 opskrifter på hverdagsmad lige fra morgenmad, mellemmåltider, frokost og aftensmad til desserter. Det er både grønne retter og retter med fisk, kød og fjerkræ. Desuden er der lister bagerst i bogen over de mest proteinholdige fødevarer. Bogen giver dig også svar på, hvorfor det er vigtigt at spise protein i et jævnt flow henover dagen eller med andre ord, hvorfor det er vigtigt at spise protein til alle måltider. Desuden er opskrifterne glutenfrie og indeholder nærmest ingen raffineret sukker.

Gevinster ved at spise proteinrigt er mange bl.a.:

Vægtstabilisering, stabilt blodsukker og længere varende mæthed

Bevarelse og opbygning af muskelmasse

Fast hud, kraftigt hår og stærke negle

Mere energi og overskud

Stærkere knogler

Holde livsstilssygdomme fra døren

Tips til at spise mere protein:

 Planlæg din mad, gerne for nogle dage ad gangen eller allerbedst for en uge. Det vil give dig et godt overblik over hvilke og hvor mange proteiner din kost indeholder. Både mængder og variation er vigtig.

 Kom en ekstra skive ost på brødet i forbindelse med morgenmaden og spis et blødkogt æg til, hvis du ikke allerede gør det i forvejen.

En god, hurtig og nem måde at starte dagen på er en portion skyr med et drys af hamp protein,   cacaonibs, mandler, nødder, frø og kerner.

Lad din frokost indeholde æg, tun eller skaldyr enten i en salat eller på brød.

Tilbered ekstra aftensmad og lad det være din frokost dagen efter.

Mandler og nødder er et udmærket mellemmåltid, men i begrænsede mængder pga. fedtindholdet.

Udvand og kog bælgfrugter (kikærter, linser, bønner) og frys ned i mindre portioner, som kan tages op efter behov. Kom bælgfrugter i gryderetter, salaten eller brug det som tilbehør i stedet for ris, pasta og kartofler.

Sørg for at have et basislaget af bælgfrugter på dåse til de dage, hvor det skal gå ekstra hurtigt.

Frosne grønne bønner, edamame bønner og champignon er også nemme og hurtige muligheder, som tilbehør, i gryderetter, i salater eller omeletter.

Mangler du yderligere inspiration til, hvordan du får flere proteiner ind i din kost, kan det være at bogen er noget for dig.

Fremtidens proteinkilde?

Fremtidens proteinkilde kan meget vel gå hen at blive insekter. Mens priserne på oksekød stiger, og produktionen belaster miljøet, bidrager insekter til en mere bæredygtig produktion af fødevarer.

I 2014 udsendte FN en anbefaling om, at vi i fremtiden skal betragte insekter som et nyt og væsentligt proteinrigt supplement til vores kost. Interessen for insekter er derfor stærkt stigende og støttet af fødevareeksperternes appel til forbrugerne om bæredygtig og økologisk adfærd. Insekter forventes derfor at blive en naturlig ingrediens i vores daglige madvarer. Irma har prøvet til for små 2 år siden, hvor de fik nogle partier insekter hjem. Dengang var danskerne dog ikke klar til at indtage denne fødekilde.

Vil du have et indblik i, hvad der formentlig venter i fremtiden har filmen ”BUGS” dansk biografpremiere i DOXBIO onsdag d. 7. september i 50 biografer over hele landet og fortsætter efterfølgende i udvalgte biografer. Jeg har set forpræmieren, og filmen er rigtig interessant. Den handler om at finde nye smagfulde ingredienser og samtidig finde nye muligheder til at "brødføde" alle på denne jord og ikke mindst et ønske om at ændre vores fødevaresystemer.

Læs mere om filmen og se trailer her.

Ønsker du mere information om spiselige insekter er der samlet en hel del viden, information, opskrifter og billeder her.