Bælgfrugter er gode fordi....

Bælgfrugter - det vil sige tørrede linser, bønner og ærter er generelt supersunde fordi de er proteinrige,  fiberrige og desuden også indeholder vitaminer (især B-vitamin) og mineraler.

Både proteinindholdet  og fiberindholdet gør at bælgfrugter er en mættende spise, der hjælper dig med at holde vægten, hvilket er en stor fordel. Det høje fiberindhold er også godt for fordøjelsen, fordi de suger væske til sig og hjælper med at skubbe maden igennem systemet. Desuden gør de mange proteiner bælgfrugter til en genial erstatning, hvis du gerne vil skrue lidt ned for mængden af kød. Og proteiner skal der til, for de holder dig mæt, stabilisere dit blodsukker og leverer  byggeklodser, som du har brug for til alle kroppens organer. Vær dog opmærksom på at bælgfrugter indeholder en del kalorier. For at få samme mængde protein fra bælgfrugter som fra fx kylling vil mængden af bælgfrugter tilføre dig tre gange flere kalorier end kyllingen.

Bælgfrugter er grundstenen i mange vegetariske retter, men du kan også erstatte kartofler, ris og pasta med dem eller bruge dem i salater, supper og sammenkogte retter. Kun fantasien sætter grænser. Bælgfrugterne smager herligt i sig selv, men sørg for at tilføre mere smag med krydderier, krydderurter, citron eller eddike.

Bælgfrugter kan - hos nogle af os - give luft i maven. Dertil kan jeg kun anbefale: Spis dem langsomt. Linser er dog en undtagelse, de burde ikke fremkalde luftgener. Desuden skal linser ikke ligge i blød, før du koger dem, hvilket gør dem nemme at have med at gøre.

De fleste tørrede bønner indeholder lektiner, som kan give forgiftninger, hvis man spiser de rå bønner. For at nedbryde lektinerne skal tørrede bønner skylles og sættes i blød 10-12 timer i rigeligt vand (3 vand til 1  bønner). Iblødsætningsvandet skal kasseres, og bønnerne skal koges i rent vand i mindst ½ time eller mere til de er møre. Det kan være en god ide at udbløde og koge en større portion bønner, end man umiddelbart skal bruge. For de udblødte, kogte bønner kan fryses ned, så har du altid dem ved hånden, når du laver mad.

Vi har alle ind imellem en travl hverdag og til disse dage er der hjælp at hente. Firmaet Bonduelle (du kender måske allerede deres crispy dåse majs) sælger som noget forholdsvis nyt - kogte bælgfrugter af høj kvalitet på dåse - helt præcis 4 slags: Kidney bønner, kikærter, linser og Borlotti bønner. Bonduelle bælgfrugter er dampkogte og udmærker sig ved, i forhold til andre dåse bælgfrugter, at have en stor smag og en fin sprødhed. Bonduelle er en gammel familieejet virksomhed, som selv dyrker det som fyldes i dåserne. Bælgfrugterne kan købes i større supermarkeder.