Smag på Bornholm

Jeg har fornylig haft fornøjelsen af at tilbringe et par dage på Bornholm. Øen i Østersøen der har så meget at byde på: Fantastisk natur, gamle hyggelige købstæder, kunst- og kulturoplevelser og ikke mindst det bornholmske spisekammer, der er en oplevelse i sig selv.  Læs nedenfor, hvad spisekammeret bl.a. byder på:

Fantastisk æblemost fra Bornholms Mosteri

Trænger du til en dejlig smagfuld, læskende og naturlig drik her i sommervarmen kan jeg  anbefale æblemost fra Bornholms Mosteri.

Mosteriet producerer 5 forskellige varianter og de smager alle helt fantastisk. De er produceret på skånsomt pressede økologiske æbler og er ikke tilsat sukker eller andre tilsætningsstoffer. Smagen er naturens egen. De fem varianter er: Discovery, Ingrid Marie, Rød aroma, Elstar og Holsteiner cox. Sidst nævnte er absolut min største favorit.

Mosteriet startede i 2006 som et aktiveringsprojekt for mennesker med særlige behov. Sidenhen er mosteriet blevet privatejet, men er stadig baseret på at skabe arbejdspladser til mennesker udenfor det almindelige arbejdsmarked. Fantastisk ! Her får man en reel mulighed for at skabe sig en ny tilværelse på en rummelig arbejdsplads, hvor arbejdsdagen tilrette lægges efter den enkelte medarbejders ressourcer.

Det første år blev der i alt produceret 15.000 flakser (most, cider og saft). I dag produceres der 15.000 om ugen. Mosteriet har i alt ca. 18 ansatte, hvoraf halvdelen er på fuldtid.

Mosten kan købes overalt på Bornholm. I resten af Danmark desværre kun på restauranter og cafeer. Mosteriet eksportere også til Frankrig og Sverige.

Skovgrise fra Vasagård

Det lyder næsten som et eventyr, men fakta er, at grisene på Vasagård går ude fra april til sidst i november og grisene har rigelig med plads at boltre sig på. De går dels på store  græsfolde og dels i skoven - alt efter hvad de nu har lyst til og i forhold til vejr og vind. Her går grisene med trynen i jorden og krølle på halen. De spiser af naturens spisekammer, samtidig med at de får tilstrækkeligt tilskudsfoder, så de kan vokse sig store og stærke.  

Resultatet er glade og sunde grise som i den sidste ende bliver til fantastisk velsmagende kød. I gårdbutikken sælges forskellige udskæringer og forarbejdede produkter af Vasagårdgrisen. Besøger du Bornholm er det oplagt at aflægge gårdbutikken et besøg. Her er normalt åben torsdag og fredag fra kl. 15-17 og når flaget et hejst. Adressen er: Østermarievej 12, 3740 Svaneke.

Det er også muligt at bestille en hel eller halv skovgris til levering på Sjælland. Se nærmere information på www.vasagaard.dk

Røgede sild fra Hasle Røgeri

Her røges der, som det sidste sted på Bornholm, på gammeldags vis i åbn ovn med åbne skorstene og  ellebrænde. Det er den oprindelige, mest besværlige og ikke helt ufarlige måde at røge på. I gamle dage passede kvinderne ovnene og når flammerne blussede op, blev de slået ned med våde klude. I dag er der heldigvis bedre remedier at bruge under røgningsprocessen og røgmanden bæger maske under store dele af seancen. Tidligere røg man for holdbarheden. I dag er det for smagens skyld.

 Der røges hver dag i sæsonen (maj-oktober), og det er muligt at følge processen fra tidlig morgen til sidst på formiddagen. Alt hvad der røges, sælges fra stedet.

I delikatessen kan man købe den klassiske røgede sild som hele Bornholm er kendt for. Derudover er der  en række andre specialiteter, der er værd at sætte tænderne i som for eksempel varmrøget laks, rejer og fiskefrikadeller. Røgeriets herligheder også kan nydes i den hyggelige og rustikke restaurant.

Går din vej ikke til Bornholm, kan du købe nogle af produkterne i Røgeriets netbutik. Se mere på www.hasleroegeri.dk.