Kylling og hvide bønner i tomatsovs

Kylling og hvide bønner i tomatsovs

Nogle af jer vil måske mene, at årstiden ikke er til gryderetter, men hvis det skal gå lidt hurtigt og der skal smagfuld og mættende mad på bordet, er retten her et godt bud. Tilberedningstiden er kun ca. 20 minutter og de friske cherry tomater og krydderurterne sætter et sommerligt præg på retten.

Rigtig god sommer og god ferie, hvis du ikke allerede har overstået den. I så fald håber jeg, du har nydt den og fået slappet af. Min ferie starter i morgen og et par uger frem, hvilket jeg ser meget frem til. Den skal stå på afslapning, oplevelser og hygge med familen og gode venner. Der vil ind imellem blive postet på Instagram og du er velkommen til at følge mig der. Scroller du lidt nedad på siden her og kigger i venstre side, kan du netop klikke dig videre til min  Instagram profil.

God sommer :-)

Kylling og hvide bønner i tomatsovs

2 personer

 

50 g kalkunbacon i tern

1 mellemstort løg

1 spsk olivenolie

1-2 fed finhakket hvidløg

1 spsk kikærtemel uden top (eller anden mel)

Ca. 3 dl hønse- eller grønsagsbouillon

1 spsk koncentreret tomatpuré

1 kvist rosmarin

400 g kyllingebryst i strimler

200 g cherry tomater

Salt, peber

1 ds kogte, hvide bønner (drænet)

Tabasco

Lidt bredbladede persillekviste

 

1: Steg bacon og hakket løg i olien til løget klares. Rør nu og da. Tilsæt hvidløg og steg yderligere ½ min. Drys melet over og rør. Hæld bouillon på og tilsæt tomatpuré, rosmarin, salt og peber og varm op.

2: Tilsæt kylling og hele tomater og lad retten småsnurre under låg i 12-15 min. eller til kyllingekødet er mørt. Tilsæt skyllede, afdryppede bønner og varm hurtigt retten igennem.

3: Smag til med Tabasco, salt og peber og strø hakket persille over ved servering.

Energiindhold pr. person 533 kcal fordelt på: Protein 59 g, kulhydrat 33 g, fedt 15 g. Kostfibre 3 g.