Quinoasalat med to slags kål og blåbær

Quiloasalat med to slags kål og blåbær

Jeg er så heldig, at have blåbær i haven og lige nu bugner det med dem. Derfor står den på blåbær flere gange om dagen. Først og fremmest oven på min morgen skyr og siden hen som snack eller i dagens salat, som fx denne her, som vi fik den anden dag.

Salaten indeholder en masse gode sager fra både quinoa, kål og blåbær. For quinoas vedkommende er det først og fremmest essentielle aminosyrer, dvs de proteiner du ikke selv kan danne, kostfibre og omega 3 fedtsyrer. Kål super sundt, primært fordi det er fiberrigt og indeholder vitaminer og flavonoider, som menes at kunne beskytte mod sygdomme som f.eks. kræft og hjerte-kar sygdomme. Blåbær er propfyldt med antioxidanter som bl.a. styrker vores immunforsvar og som er afgørende for hvordan vi aldrer. Samtidig har de også et højt indhold at A, B, C og E-vitaminer og mineralerne kobber, zink og selen.

Salaten kan spises som et selvstændigt hovedmåltid, men vælger du at servere kød, fisk eller fjerkræ til rækker den til 3-4 personer.

God fornøjelse

 

Quinoasalat med to slags kål og blåbær

2 personer

 

250 g kogt quinoa, (ca. 100 g rå)

125 g finstrimlet rød spidskål

200 g finstrimlet alm. spidskål

200 g blåbær

40 g soltørrede tranebær

½-1 rød chili (med eller uden kerner)

1 spsk citronsaft

1 spsk acasie honning

½ spsk vand

2 spsk olivenolie

Salt, peber

 

1: Kom quinoa, de to slags kål, blåbær, tranebær og finhakket chili i en skål.

2: Rør citronsaft, honning og vand sammen. Tilsæt olien i en tynd stråle under omrøring og rør til dressingen samler sig. Smag til med salt og peber og hæld over salaten og vend rundt. Lad gerne salaten trække ½ time.

Energiindhold pr. person 499 kcal fordelt på: Protein 11,6 g, kulhydrat 67,6 g, fedt 17,8 g. Kostfibre 10,7 g.