Salat med edamame bønner, quinoa og mozzarella

Salat med edamame bønner, quinoa og mozzarella

Solen og varmen er virkelig over DK i øjeblikket og jeg nyder den i fulde drag, så snart der er en ledig stund til det. Pt. er det mest morgen og aften :-), da arbejdet selvfølgelig skal passes, men skønt er det.

Håber også at du, i ny og næ, har mulighed for at få tanket op på D-vitamin kontoen :-)

Varme eller ej så skal der mad på bordet hverdag. Derfor vil jeg lige dele opskriften på denne nærende og vel smagende salat som bl.a. indeholder edamame bønner og quinoa. Den går godt til grillet kød, fjerkræ eller fisk og kan tilberedes på ca. 15 min.

Er tiden knap eller er lysten til at grille/stege ikke til stede, kan et stykke færdigkøbt koldrøget laks, som du ser på billedet, fint gå til salaten. Dressingen til laksen kan fx være skyr naturel eller yoghurt naturel smagt til med en god færdigkøbt grøn pesto.  

Velbekomme.

 

Salat med edamame bønner, quinoa og mozzarella

2 personer

1 dl quinoa

1 spsk olivenolie

2 spsk citronsaft

1-2 fed knust hvidløg

Salt, peber

150 g pillede edamame bønner (fra frost)

200 g cherry tomater

2 forårsløg

En lille håndfuld krydderurter (fx purløg, mynte og basilikum)

60 g frisk mozzarellaost 19 %

125 g blåbær

Salt, peber

Evt. Tabasco

1: Kog quinoa under låg i dobbelt mængde 8-10 min. Tjek om quinoa er mør efter 8 min. Kom quinoa i et dørslag til afdrypning og herefter i en skål.

2: Rør olie, citronsaft og hvidløg sammen. Smag til med salt og peber og vend med quinoa.

3: Kom edamame bønner i en skål. Hæld kogende vand over og tilsæt lidt salt. Lad det trække ca. 5 min. Hæld derefter vandet fra og lad bønnerne dryppe af.

4: Skær tomaterne i halve. Rens og snit forårsløgene og hak krydderurterne. Pluk mozzarellaen i små stykker.

5: Kom skyllede, afdryppede blåbær og alle de øvrige ingredienser i en stor skål og vend forsigtigt sammen. Smag salaten til med salt og peber og evt. Tabasco.

Salatens energiindhold pr. person 438 kcal fordelt på: Protein 22 g, kulhydrat 40 g, fedt 19 g. Kostfibre 11 g.