Sprød wrap med kylling og ærtepuré - fuld af c-vitamin

Sprød wrap med kylling - fuld af C-vitamin

Foto Martin Tanggaard

Jeg vil lige dele en opskrift fra min kogebog PROTEIN, som vil vække dine smagsløg og samtidig styrke din krop mod snue og influenza.

Opskriften er en nem og lækker "frokostsag" som har et højt indhold af C-vitamin, som mange af os får for lidt af især her om vinteren. 

C-vitamin er en stærk antioxidant som styrker immunforsvaret og beskytter derved mod virus og bakterier og forebygger samtidig aldring og kræft. Vi kan ikke selv danne vitaminet og bør have det tilført dagligt (75 mg, gravide og ammende skal have lidt mere). Noget af C-vitaminet går tabt ved varmebehandling, frysning og konservering. I opskriften skal grøntsagerne spises i rå tilstand og bevarer derved al vitaminet.

Solbadning, kulde, tobaksrygning, p-piller, stress og forurening giver stærkt øget behov for C-vitamin (200-500 mg dagligt). Rygere bør indtage en meget C-vitaminrig kost, samt tage daglige tilskud, for at undgå rynker, stivhed og slaphed i huden forårsaget af frie radikaler (forbindelser der opstår ifm bl.a. rygning). Rygere forbruger (ødelægger) E-vitamin i blodet, da røgen ilter (oxidere) E-vitamin. C-vitamin gendanner det ødelagte E-vitamin.

Opskriften indeholder 314 mg C-vitamin, hvoraf størstedelen kommer fra peberfrugt, dernæst kål, ærter og agurk. Mangler du inspiration til flere C-vitaminrige opskrifter er der hjælp af hente i min kogebog. For at få det daglige behov opfyldt er det en god rette snor, at spise 500-600 g grøntsager dagligt. 

Spiser du mere C-vitamin end du umiddelbart har behov for, forsvinder det ud af kroppen igen, når du lader vandet.

De mest C-vitaminrige fødevarer er: Hyben (840 mg pr. 100 g), peberfrugt (181 mg pr. 100 g), broccoli (121 mg pr. 100 g), rosenkål (119 mg pr. 100 g), kiwi (92,7 mg pr. 100 g), kålsayov/hvidkål (gns. 55 mg pr. 100 g), og citrusfrugter (gns 55 mg pr. 100 g).

 

Sprød wrap med kylling og ærtepuré

1 person

 

2 hele savoykålsblade (el. hvidkål)

75 g grønne ærter (fra frost, optøet)

1 spsk vand

2 tsk hvidløgsolie eller anden olie

Salt, peber

140 g kogt eller stegt kylling

1 lille rød peberfrugt

¼-½ agurk

 

1: Skær den grove del af stilken på savoykålsbladene fra. Skyl kålbladene og dup dem tørre.

2: Blend ærter, vand og olie til en puré. Smag til med salt og peber.

3: Skær eller pluk kyllingen i mindre stykker.

4: Skyl og skær peberfrugt og agurk i stave.

5: Fordel ærtepuré på kålbladene. Kom kylling, peberfrugt og agurk ovenpå og rul kålbladet omkring. Fastgør evt. med en tandstikker.

Energiindhold 340 kcal fordelt på: Protein 38 g, fedt 12 g, kulhydrat 26 g. Kostfibre 8 g.