Broccolisalat med blåbær og granatæble

Broccolisalat med blåbær og granatæble

Lige nu smovser vi i blåbær - og op til flere gange om dagen. Dvs. ovenpå morgenmaden, som snack i løbet af dagen og i salater i forbindelse med aftensmaden. Super skønt!

Vi er nemlig så heldige, at have blåbærbuske i haven og på en god og solrig sommer, kan vi plukke blåbær i mindst 6 uger. Det har dog været noget anderledes i år. Bærrene er modnet senere pga. den våde og halvkolde sommer og der har samtidig været færre af bær. Frost i det sene forår bevirkede desværre, at en del af bærrene gik til pga. kulde.

Men nu er de plukkeklar og det er med stor glæde, at vi kan se frem til egne blåbær nogle uger frem. Salaten her fik vi den anden aften. Den er simpel, smagfuld og fuld af sunde sager. Broccolien er dansk og smager fantastisk lige nu. Stokken er blot skrællet og snittet fint, den behøver ikke blancheres.

Rigtig god fornøjelse.

 

Broccolisalat med blåbær og granatæble

2 personer

 

1 broccoli, mellemstørrelse

2 forårsløg

Kernerne fra ½ granatæble

70 g blåbær

 

80 g skyr naturel

25 g mayonnaise, gerne Hellmanns

5 g dijonsennep, ca. 1 tsk

Salt, peber

 

1: Del broccoli i små mundrette buketter. Skræl stok og skær den i små fine tern. Blancher broccolibuketterne i vand ca. 1 min. De må endelig ikke få for meget, der skal være bid i dem. Kom broccoli i et dørslag og spul med koldt vand.

2: Rens forårsløgene og snit dem fint.

3: Kom broccolibuketter, broccolitern, forårsløg, granatæble og blåbær i en skål.

4: Rør en dressing af skyr, mayonnaise og sennep. Smag til med salt og peber og vend den med grønt og bær. Server straks.

Energiindhold pr. person 250 kcal fordelt på: Protein 16 g, fedt 12 g, kulhydrat 24 g. Kostfibre 8 g.