Appelsin-nøddekage (glutenfri)

Appelsin-nøddekage

Håber du har haft en skøn weekend og nydt det gode vejr. Jeg har selv været ude, så meget som overhovedet mulig. Jeg elsker den her tid på året, hvor fuglene kvidre, buske og træer springer ud og dagene bliver længere og længere.

Der har også været tid til at eksperimenterer lidt i køkkenet bl.a. med denne her kage, som jeg er blevet ret glad for. Den er enkel, frisk og saftig og indeholder bl.a. appelsiner, mandler, nødder og dadler og er uden mel og raffineret sukker.

Kagen kan nydes som den er - eller serveres med græsk yoghurt og evt. ahorn sirup på toppen. Den er fortræffelig til en kop kaffe/te eller som en dessert og den holder sig fint i køleskabet i flere dage.

God bagelyst.

20170402_105542.jpg

Appelsin-nøddekage (glutenfri)

10 pers.

 

2 økologiske appelsiner

200 g mandler

50 g hasselnødder + lidt hakkede til pynt

225 g friske dadler uden sten

6 æg

1 tsk st. kanel

1 tsk vaniljepulver

2 tsk bagepulver

 

1: Vask appelsinerne. Kog dem derefter i vand til meget møre, ca. 1½ time. Afkøl.

2: Opvarm ovnen til 190 grader. Skær appelsinerne i kvarte og fjern sten. Pureer appelsinerne inkl. skrællen.

3: Kør mandler, hasselnødder og dadler i foodprocessor til grofthakket. Tilsæt æg, kanel, vanilje og bagepulver og kør 1 minut. Tilsæt appelsinpureen og kør yderligere 1 minut.

4: Hæld dejen i en springform (24 cm i dia) beklædt med bagepapir. Bag kagen på 2. nederste rille i den varme ovn, 35-40 minutter.

Energiindhold pr. stk: 282 kcal fordelt på: 10 g protein, 15 g fedt, 30 g kulhydrat. Kostfibre: 4 g.