Spicy vegansk gryde og squash spaghetti

Spicy vegansk gryde og squashspaghetti

Håber du nyder Påsken og de fridage der følger med. Fri- og helligdage er altid kærkommen her i huset, hvor familien samles til hygge, afslapning, gåture og lidt god mad.  Vejret i dag byder mest til indendørs aktiviteter, så jeg så lige mit snit til at dele en opskrift her på bloggen.

Har du som jeg indført ”grøn mandag” er retten her et godt bud på en mættende grøn middagsret til den kommende uge. Den er nem og hurtig at tilberede og fuld af proteiner og kostfibre. Vær ikke bange for at krydre med både chili og karry pasta, da soyaproteinerne suger en del smag og kræver at der bliver tilsat en god portion krydderier.

Fortsat god Påske.

Spicy vegansk gryde og squash spaghetti

2 personer

 

1 løg

1 gulerod

1 stilk selleri

Olivenolie

1-2 fed hakket hvidløg

Ca. ½ rød chili (med eller uden kerner)

1 spsk rød karry pasta (evt. mere, hvis du er vild med krydret mad)

1 ds flåede tomater

Ca. 2½ dl grøntsagsbouillon

1-2 grønne squash

Salt, peber

75 g granuleret soya lys eller mørk (fx fra Soy4you, købes bl.a. i Bilka og Rema1000)

100 g cherry tomater

En lille håndfuld basilikumblade

Evt. tilbehør: Grøn pesto

 

1: Hak løg og gulerod og skær selleri i tynde skiver. Sauter det hele i lidt olie i ca. 5 min.

2: Tilsæt hvidløg, hakket chili og karry pasta og sauter yderligere 1 min. Tilsæt flåede tomater og bouillon og bring i kog. Lad det herefter småsnurre under låg i 10 min.

3: Skær imens squash i strimler med en spiralizer eller et strimlejern. Dryp lidt olie over og krydr med salt og peber.

4: Rør granuleret soya i grønsagssovsen og lad det simre yderligere 5 min.

5: Vend halve cherry tomater og hakket basilikum i og smag til med salt og peber. Server evt. med lidt grøn pesto til.

20170406_100910.jpg