Banankage uden mel og raffineret sukker

Det er længe siden der er landet en kageopskrift på bloggen, så det er vist på tide. Denne her lækre sag bagte jeg i lørdags og den gjorde stor lykke i familien. Jeg havde længe gået og luret på de forskellige varianter af gluten- og sukkerfrie banankager og fik endelig taget mig sammen til at bage min variant. Resultatet blev ret godt, så derfor deler jeg gerne opskriften med dig.

Kagen kan både nydes lun, men er også skøn næste dag lige fra køleskabet.

 

God bagelyst

 

Banankage uden mel og raffineret sukker

 

100 g mandler

5 friske dadler med sten

50 g kokosolie

4 modne, mellemstore bananer

3 æg str. m/l

2 tsk bagepulver

1 tsk vaniljepulver

1 nip salt

100 g mørk chokolade 70 % (jeg brugte det fra Nellie Dellies uden tilsat sukker)

 

1: Opvarm ovnen til 175 grader. Kør mandlerne i foodprocessor til mel.

2: Fjern sten i dadlerne og kør i foodprocessoren med mandelmelet. Tilsæt derefter kokosolie og 2 bananer brækket i mindre stykker, æg, bagepulver, vaniljepulver og salt og kør til klat.

3: Hak chokoladen mellemfint og vend i dejen. Hæld dejen i en springform (23-24 cm i dia) beklædt med bagepapir.

4: Fjern skrællen på de sidste to bananer og skær dem i halvtykke skiver på langs, som lægges på dejen. Giv bananerne et let tryk ned i dejen.

5: Bag kagen i den varme ovn ca. 40 min. Prøv efter med en dejnål. Hænger der ikke noget ved er kagen færdigbagt.

Energiindhold pr. 100 g 273 kcal fordelt på: Protein 7 g, Fedt 18 g, Kulhydrat 22 g. Kostfibre 2 g.