Salat med pistage-gedeost kugler

Min ferie banker meget snart på døren, og der vil derfor ikke komme nye opskrifter de næste 3-4 uger. Håber du i mellemtiden har lyst til at prøve nogle af de retter som allerede ligger på bloggen som f.eks.

Lækkerier fra grillen i sommerlandet

Skyr koldskål med blåbær

Chokoladekage med friske bær (uden mel og tilsat sukker)

Ispinde med kokosmælk og banan

Her nedenfor vil jeg lige nå at dele en dejlig frisk og sommerlig salat, der kan nydes som forret eller en let frokost-ret. Salaten indeholder 3 slags friske bær, nemlig jordbær, hindbær og blåbær, spæde salatblade og gedeostkugler trillet i finhakkede pistagenødder. Sidstnævnte kan desuden serveres alene som snack før en middag eller som en del af en Tapas menu.

God sommer!

20160713_142259-01.jpeg

Salat med pistage-gedeost kugler

4 personer

Pistage/gedeost-kugler:

50 g ristede, saltede pistagenødder

 180 g frisk gedeost

Dressing:

150 g jordbær skåret i kvarte

2 spsk balsamicoeddike

Ca. 2 tsk ahorn sirup

6 spsk olivenolie

Salt, peber

Endvidere:

200 g spæde salatblade

250 g hindbær

150 g blåbær.

1: Hak pistagenødderne ret fint.

2: Del gedeost i 16 lige store klumper og tril til kugler. Rul dem i pistagenødderne. Sæt dem tildækket i køleskab i mindst 2 timer eller i fryseren i ½-1 time.

3: Dressing: Kom jordbær, eddike, 1 tsk ahorn sirup, olie, salt og peber i en foodprocessor. Kør til glat. Smag til med ahorn sirup, salt og peber.

4: Lige før servering: Vend dressingen med skyllede, tørrede salatblade. Vend derefter forsigtigt hindbær og blåbær i. Fordel salaten på fire tallerkener. Placer derefter pistage/gedeost-kuglerne.  

Energiindhold pr. person: 332 kcal fordelt på: Protein 10 g, fedt 24 g, kulhydrat 22 g. Kostfibre 6 g.