Edamame bønner med stegt grønkål og stegte tomater

En dejlig lun salat som kan tilberedes på maks ca. 15 minutter. Salaten er sammensat af både vinter grønt, dvs. grønkål som nok synger på sidste vers for denne gang, helårs grønt dvs. edamame bønner og nye danske tomater og krydret med stegte løg, tamari (glutenfri soya sovs) og chili.

Salaten kan spises som en selvstændig ret eller som tilbehør til stegt fisk, kød eller kylling. Vi spises den til "Suveræne frikadeller".

Tager jeg mine ernæringsbriller på, er jeg nød til at fremhæve edamame bønnerne og alt det gode deindeholder. De er først og fremmest en rigtig god kilde til protein og kostfibre. Samtidig indeholder de jern, calcium, B-vitaminer, E-vitamin og folinsyre (specielt vigtig for proteinomsætningen).

Edamame bønner er den af alle bælgfrugter, der indeholder flest essentielle fedtsyrer. Og sidst men ikke mindst indeholder edamame bønner stoffer, der er dokumenteret sundhedsfremmende og forebyggende ift. en lang række livsstilssygdomme.

Grønkål er spækket med vitaminer, nemlig A, B og C og kan have en gavnlig effekt mod visse kræft former fx tarmkræft. Grønkålen er en bitter grønsag, opvarmes den som her, forsvinder det meste af bitterheden.

Tomater indeholder også vitaminer nemlig E, betacaroten og C, men tomater udmærker sig mest af alt ved, at de har et højt indhold af antioxidanten lycopen som er guf for dit immunforsvar. Opvarmes tomaterne som her stiger effekten.

Jeg holder meget af kombinationen - at spise noget der smager godt, samtidig med det også er super sundt.

God appetit!

 

Edamame bønner med stegt grønkål og tomater

2-3 personer

 400 g edamame bønner (frost)

1 stort løg

1 spsk olivenolie

2 store håndfulde hakket grønkål, ca. 80 g

300 g cherry blomme tomater

2-3 spsk tamari (glutenfri soya sovs)

½-1 spsk sambal oelek (stærk chilipasta)

 

1: Kom edamame bønner i en skål. Hæld kogende vand over og lad det trække 5-7 minutter.

2: Hak løget og sauter det i olien på en stor pande, gerne sauterpande, til det klares.

3: Øg varmen og tilsæt grønkål og tomater skåret i halve og steg yderligere et par minutter.

4: Hæld vandet fra edamame bønnerne og kom dem på panden.

5: Tilsæt tamari og sambal oelek og varm yderligere ½-1 minut under omrøring.

Energiindhold pr. 100 g: 79 kcal fordelt på: 6 g protein, 4 g fedt, 7 g kulhydrater. Kostfibre 4 g.