Kebab i kålwrap med chilisovs og purløgsdressing

Kebab på den sunde måde og uden at gå på kompromis med den gode smag. Fyld den med din foretrukne kødtype sammen med tomat, forårsløg, chilisovs og purløgsdressing. Husk at sætte servietter på bordet, da det er umuligt at spise kebab uden at blive fedtet godt ind.

Opskriften er fra min kogebog PROTEIN, som kan bruges til inspiration og vejledning hvis du ønsker en sundere hverdag i året som lige er startet. 

Velbekomme og Godt Nytår.

Foto: Martin Tanggaard

Kebab i kålwrap med chilisovs og purløgsdressing

4 personer

 140 g koncentreret tomatpure

1 dl vand

¾ tsk st. spidskommen

1 spsk raps- eller olivenolie

Tørrede chiliflager efter smag

Salt

 

250 g skyr

40 g mayonnaise, gerne Hellmann´s

6 spsk klippet purløg

 

Ca. 800 g stegt eller kogt magert kød, fra okse, lam eller kylling

Olivenolie

St. koriander

St. spidskommen

 

5 tomater

2 bdt forårsløg

1 ds kogte kikærter, 240 g drænet vægt

10-12 hele spidskåls- eller hvidkålsblade

 

1: Rør tomatpure, vand, spidskommen og olie sammen. Smag til med chili og salt.

2: Rør skyr, mayonnaise og purløg sammen.

3: Skær kødet i tynde strimler og rist det i lidt olien i 2-3 minutter på en god varm pande. Smag kødet til med koriander og spidskommen.

4: Skyl og rens grøntsagerne. Skær tomaterne i både og snit forårsløgene. Skyl kikærterne og fordel dem, kød, tomater og forårsløg i kålbladene. Kom chilisovs og purløgsdressing ved. Rul kålbladene sammen om fyldet og nyd den dejlige kebab.

Energi pr. person: 547 kcal. Fordelt på: Protein 59 g, fedt 19 g, kulhydrat 40 g. Kostfibre 8 g.