Æggewrap med laks, spinat og skyr

Så er jeg tilbage efter lidt ferie og vil lige dele opskriften på denne dejlige og velsmagende æggewrap. Den kan nydes til såvel morgenmad som til frokost. Pakker du den ind i køkkenfilm kan den nemt transporteres med ud af huset.

Æggewrap med laks, spinat og skyr

1 person

 

2 æg

Salt, peber

Evt. nogle dråber Tabasco

1 tsk olivenolie

75 g røget laks

25 g babyspinat

50 g skyr

Karse efter smag og behag

 

1: Pisk æggene med salt, peber og evt. nogle dråber Tabasco i en lille skål. Varm lidt olie på en varm slip let-pande. Tilsæt derefter æggemassen, og fordel den, så den dækker hele panden. Steg den som en pandekage på begge sider i et par minutter ved medium varme. Tag af panden og afkøl en smule.

2: Kom laks, spinat, skyr og karse på æggewrappen og rul sammen.

Energiindhold: 367 kcal fordelt på: Protein 37 g, fedt 23 g, kulhydrat 4 g. Kostfibre 0,5 g.