Proteinrig kokos-karrygryde og blomkålsris

Hverdagen er i fuld gang. Lige nu står den på en hel del arbejde, hvor nye spændende opskrifter bliver kreeret og samtidig med det, skal der holdes styr på bilag og regnskab, så momsen kan betales rettidigt og alt muligt andet. Energien til de lange arbejdsdage får jeg gennem træning og fornuftig kost. Alt det som havde sat sig på sidebenene i forbindelse med min sommerferie er nu væk.

Det kan være svært ikke at tage lidt på i forbindelse med ferie eller en højtid – i hvert fald for mig, men resten af året spiser jeg fornuftigt og har derfor ingen problemer med at holde vægten stabil. 80 % af tiden spiser jeg proteiner (såvel vegetabilske som animalske) til et hvert måltid sammen med langsomme kulhydrater og sunde fedtstoffer i moderate mængder.

Proteinerne giver mæthed, stabilt blodsukker, sætter skub i forbrændingen og giver samtidig kroppen nyt materiale til opbygning. Fra 35-årsalderen mister vi langsomt muskelmasse, derfor er det vigtigt, at vi i takt med alderen bevarer og udvikler vores muskelmasse. Det kan vi gøre dels ved at dyrke motion og dels ved at spise proteinrigt.

Langsomme kulhydraterne tilfører kroppen energi, kostfibre, vitaminer og mineraler.

Fedtstoffer tilfører kroppen energi, mæthed og indgår i vigtige funktioner som fx transport af nærings- og affaldsstoffer. Her især fokus på omega 3-fedtsyrer.

I går aftes havde vi kødløs mandag og fik vores proteiner fra ”Soya Bites”, som er et naturligt alternativ til lyst kød/kylling, det indeholder hele 65,3 g protein og 19,3 g kostfibre pr. 100 g, er både gluten- og GMOfrit.  ”Soya Bites” smager som sådan ikke af noget, så det er vigtigt at sovs/tilbehør er krydret. Krabaterne er købt i mit lokale supermarked (Meny) og er fra firmaet Soy4you.

"Soya Bites" serveret som i opskriften nedenfor - jaaa man kunne lige så godt tro det var kylling. 

 

Proteinrig kokos-karrygryde og blomkålsris

2-3 personer

100 g Soya Bites (fra Soy4you)

 

½ stort blomkål, ca. 320 g

6 cherry tomater, 240 g

1 chili, hakket med eller uden kerner

1 spsk sesamolie

Lidt salt

 

1 spsk rød karry pasta

½ spsk olivenolie

200 ml kokosmælk (jeg brugte extra creamy, fra Santa Maria)

1½ spsk creamy peanut butter uden sukker

Ca. 1 tsk ahorn sirup

Fiskesovs

Limesaft

 

Topping:

1 lille rødløg i skiver

½ bdt koriander eller bredbladet persille

 

1: Kom soya bites i en skål og hæld rigeligt med kogende vand over. Lad det trække mindst 10 minutter.

2: Skær blomkål i små buketter og kør dem til helt finhakket i foodprocessor. Bland i en skål med halve tomater, chili og sesamolie. Smag til med salt.

3: Steg karrypasta i olien i en gryde under omrøring ca. 20 sekunder. Tilsæt kokosmælk, peanut butter og ahorn sirup og rør. Lad det småkoge i 5 minutter. Smag til med fiskesovs,  limesaft og evt. lidt mere ahorn sirup.

4: Hæld vandet fra soya bites og lad dem dryppe lidt af. Vend soya bites i sovsen og varm yderligere et par minutter.

5: Anret på tallerkener og top med rødløg og koriander.

Energiindhold pr. 100 g 379 kcal fordelt på: Protein 68 g, fedt 10 g, kulhydrat 6 g. Kostfibre 21g.

Se lignede opskrifter her, hvor jeg har brugt soya granulat:

Squashspaghetti og "kødsovs"

 Chiligryde med spejlæg

Chili sin carne

Hvidkålsspaghetti og "kødsovs"