Grillmedister, hjemmegjort og glutenfri

Det kræver lidt tålmodighed at lave grillmedister, men er bestemt ikke svært og det kan sagtens lade sig gøre uden en masse køkken remedier.

Jeg har brugt en engangs-sprøjtepose med et pølsehorn for enden.  Pølsehornet er købt hos Skjalm P. i København, men kan også købes på nettet fx hos Kunst og Køkkentøj. 

Pølserne skal tilberedes samme dag, som de er lavet. De kan evt. koges i 10-15 min. lige efter stopning og grilles næste dag eller lægges i fryseren og tages op efter behov.

God fornøjelse med disse lækre, smagfulde og saftige grillmedister. De er markant bedre end dem jeg lavede sidste sommer.

Grillmedister, hjemmegjort og glutenfri

9 stk.

500 g hakket svinekød 10-12 %

2 ¼ tsk salt

1 revet løg (90 g)

1 tsk stødt chili

½ tsk st. spidskommen

1 spsk timian

3/4 tsk stødt eller knust allehånde

40 g kikærtemel (eller anden meltype)

1 lille revet æble (75 g)

2½ dl mælk

1 æg str. m/l

Endvidere: Ca. 2 meter svinetarm (skyllet igennem, kan købes i større supermarkeder eller hos din slagter)

 

1: Rør det hakkede kød med de øvrige ingredienser til en ret lind fars.

2: Kom farsen i en sprøjtepose med pølsehorn for enden (eller en stor tylle) og træk tarmen på pølsehornet. Træk og klem forsigtigt tarmen mens den fyldes med fars. Det er vigtigt, at tarmen ikke er for fyldt/hårdt stoppet. Drej tarmen rundt hver gang, du opnår den ønskede længde på pølsen og fortsæt til der ikke er mere fars. Luk enderne med en lille knude på tarmen.

3: Prik medisterpølserne med en gaffel. Derved undgår du de sprænger under stegningen. Grilles straks 7-8 min. på hver side over direkte, men ikke ved for høj varme.

Energi pr. stk: 141 kcal fordelt på: Protein 14 g, fedt 7 g, kulhydrat 6 g. Kostfibre 0,9 g.