Omelet med ristet chorizo og feta

En omelet er altid god til de aftener, hvor tiden er knap eller lysten til de helt store armbevægelser i køkkenet ikke lige er til stede.

Denne her er med chorizopølse, forårsløg, feta og basilikum, men i princippet kan fyldet være hvad som helst, bare det er spiseligt :-)

Vi spiste en skål salat til, hvor basis var snittet spidskål sammen med hvad der ellers var i grønsagsskuffen.

Omeletten skal være blød inden i, så sørg endelig for den ikke får for meget og for længe varme. Min fik faktisk ét minut eller to for meget, hvilket du kan se på billedet nedenfor - bunden bør være gul til let gylden.

Omelet med ristet chorizo og feta

2 personer

 200 g chorizopølse (mild og stærk efter eget valg)

1 lille bdt forårsløg (4-5 stk)

1 tsk olivenolie

7 æg

1-2 tsk sambal oelek (stærk chilipasta) Kan undlades eller erstattes med anden form for chili

Salt og peber

70 g fetaost (jeg har brugt en cremet)

En lille håndfuld basilikumblade

 1: Fjern skindet på pølsen og skær den i grove tern. Rist pølsen på en stor pande ca. 24 cm i dia (gerne slip-let) til sprød uden den bliver bliver hård. Tag derefter pølsen af panden og læg den på fedtsugende papir for en kort stund. Kasser fedtstoffet på panden.

2: Rens forårsløgene og snit dem mellemfint. Varm panden op igen. Tilsæt olien og rist forårsløgene under omrøring i ca. 1 minut.

3: Pisk æg, sambal oelek, lidt salt (der er en del salt i pølse og feta) og peber sammen grundigt sammen.

 4: Hæld æggemassen på panden til forårsløgene. Steg ved middelvarme varme til bund og kant netop stivnet. Omelettens overflade skal være fugtig, men ikke flydende. Løsn kanten med en stegepalet og vip panden så flydende æggemasse kan rende bagom og stivne.

5: Fordel ristet chorizo, fetaost i klatter og basilikumblade over og vip til sidst den  anden halvdel over den anden, så der dannes en halvmåne.

Energiindhold pr. person: 608 kcal fordelt på: Protein 48 g, fedt 43 g, kulhydrat 9 g. Kostfibre 3 g.