Lowcarb cheeseburger

Hvem kan ikke spise en burger? Det kan jeg i hvert fald ind imellem. Her er de traditionelle burgerboller  skiftet ud med fiber- og proteinrige ”grøntsagsboller”. Brug den grove side på rivejernet når du river grøntsagerne, det giver brødene en lidt grov struktur. Jeg har grillet min bøf, men du kan selvfølgelig også stege den i lidt olie på en pande – steg den da ca. 5 min. på hver side.

Velbekomme.

Lowcarb cheeseburger

2 stk

Burger:

300 g magert hakket oksekød

2 spsk. fintrevet løg

1 tsk. spidskommen

½ tsk. peber

¼ tsk salt

”Burgerboller”:

2 æggehvider

2 tsk HUSK (den grønne)

Lidt salt

150 g revet knoldselleri eller persillerod

75 g revet gulerod

½ tsk chiafrø eller hørfrø

Endvidere:

2-4 salatblade

2 skiver ost 30 + (30 g)

Løgringe

Sennep, tomat ketchup

1: Opvarm ovnen til 180 grader.

2: Ælt kød, løg og krydderier sammen. Form til to flade bøffer. Lad dem hvile lidt så smagen sætter sig.

3:Rør æggehvide, HUSK og salt sammen. Tilsæt de revne grøntsager og rør til ensartet masse, som fordeles i 4 cirkler med diameter lidt mindre end bøfferne, på plade med bagepapir. Strø chiafrø over to af dem. Bages midt i den varme ovn i 20-25 min.

4: Steg bøfferne på en varm grill ca. 4 min. på hver side. Læg ost på når bøfferne vendes.

Energiindhold pr. stk: 309 kcal fordelt på: Protein 40 g, fedt 12 g, kulhydrat 13 g. Kostfibre 5 g.