Æbleskiver (glutenfri)

December er lige med mange ting, bl.a. indendørs hygge og æbleskiver. Sidstnævnte har jeg eksperimenteret lidt med for en sundere udgave og er nu tilfreds med resultatet og vil gerne dele opskriften med dig.

Jeg har brugt en glutenfri ”Universalbagemix” (fra Urtekram) i stedet for hvedemel og flydende Stevia i stedet for sukker.  Begge dele er købt i Meny. Bagemixen udmærker sig ved at have et pænt indhold af protein og kostfibre. Æbleskiverne har ingen bismag af Stevia og efterlader ikke kroppen energiforladt og tung efter indtagelse.   

Vores favorit dyppelse er blåbærsylt eller bananpuré, som laves på følgende måde:

Frosne blåbær lægges i en gryde. Her tilsættes nogle spiseskefulde vand og der varmes langsomt op  under låg. Hvorefter det småsnurre i 5-10 minutter. Mos bærrene med en gaffel og smag til med flydende Stevia.

Modne bananer skrælles og brækkes i mindre stykker og kommes i en foodprocessor. Hvorefter der køres til en puré.

God fornøjelse.

Æbleskiver (glutenfri)

Ca. 30 stk.

 1 æble (kan undlades)

2,5 dl ”Universalbagemix” (Urtekram)

2 store æg

5 dl kærnemælk

2 tsk flydende Stevia (Hermesetas)

1½ tsk st. kardemomme

1 tsk vaniljepulver

½ tsk st. kanel

1 nip salt

1 tsk natron

½ tsk bagepulver

Smør til stegning

 

1: Skær æblet i meget små tern og sæt til side.

2: Kom ”Universalbagemix” i en skål. Lav en lille fordybning i midten af bagemixen. Slå æggene ud i fordybningen og rør. Tilsæt derefter de øvrige ingredienser og rør til en sammenhængende dej.

3: Varm æbleskivepanden op til middelvarm. Kom lidt smør i hullerne og derefter dej og ét stykke æble i hvert hul. Lad det stege til dejen bliver fast og let gylden. Vend med en lille gaffel eller lignende og steg yderligere nogle minutter. Tag dem af panden og kom igen lidt smør i hullerne, så dej, æbletern osv til der ikke er mere dej.

Forslag til dyppelse se ovenfor.

Energiindhold pr. 100 g 404 kcal fordelt på: Protein 13 g, fedt 4 g, kulhydrat 77 g. Kostfibre 7 g.