Rødkålsboller

Ideen til disse boller opstod, da jeg en aften lidt sent kom i tænke om, at jeg skulle have frokost med ud af huset den næste dag. 

”Dejen” er meget hurtig at smække sammen. Herefter skal den have lov at hvile, så chia-frøene kan opsuge væsken, inden bollerne kan formes.

Krydderierne er en vigtig del af smagsoplevelsen. Uden dem vil bollerne være ret smagsneutrale. Du kan selvfølgelig tilsætte andet end fennikel – men fennikel og den lette kålsmag går rigtig godt i spænd.

Chia-frø er et olieholdigt frø med rigtig gode indholdsstoffer som omega 3, kostfibre og proteiner. Chia-frø er stort set smagsneutrale og kan med fordel anvendes i retter/bagværk, hvor du ønsker at øge næringsindholdet uden det påvirker smagen. Chia-frø binder deres egen vægt 10-12 gange i væske. Beregn derfor ekstra væske i fx din brød opskrift og lad det trække i op til 20 minutter.

Bollerne smager godt med ost, æg eller avokado og holder sig fint i køleskabet i 3-4 dage.

God bagelyst!!!!!

Rødkålsboller

7 stk

 400 g rødkål, 2 æg, 3 hvider, 75 g quinoa flager eller finvalsede havregryn, 3 spsk chia frø, 1 tsk salt, ¼ tsk peber, 1 spsk fennikelfrø + lidt til pynt.

Skær kål i mindre stykker og kør det til meget finhakket i foodprocessor.

Kom derefter rødkål i en skål. Tilsæt de øvrige ingredienser og rør grundigt sammen. Lad det trække i 15-20 minutter.

Varm imens ovnen op til 200 grader.

Form ”dejen” med en spiseske til 7 lige store boller. Sæt dem på en plade beklædt med bagepapir.

Bages midt i den varme ovn i ca. 25 minutter.

Energiindhold pr. 100 g: 255 kcal fordelt på: Protein 13 g, fedt 12 g, kulhydrat 23 g. Kostfibre 12 g.