Lækkerier fra grillen i sommerlandet

En kort beretning om lækkerier tilberedt på grillen i sommerhus på Fanø. Det er skønne sommerlige retter som ikke kræver de store forberedelser og som de fleste vil elske. Håber du vil lade dig inspirerer.

Havtaskekæber med syltede tomater på spinat

Havtaskekæber med syltede tomater på spinat

4 personer

Syltede tomater: 300 g små til mellemstore tomater, ½ dl hindbæreddike (jeg brugte Meyers), 1/4 dl ahornsirup, ½ tsk timian, salt, peber. 4 havtaskekæber, groft salt, olivenolie. 2 håndfulde baby spinat, lidt grofthakket persille.

Syltede tomater: Fjern evt. blomst på tomaterne. Mellemstore tomater skæres i halve. Kom eddike, ahornsirup og timian i en gryde. Gryden skal ikke være større end den kan rumme tomaterne i et lag. Krydr lagen med salt og peber og varm op under omrøring. Tilsæt tomaterne og lad det simre med låget halvt liggende på i ca. 8 min. Tomaterne må gerne sprække en smule. Tag gryden af varmen og lad det trække koldt.

Fjern den sorte hinde på havtaskekæberne og dup dem tørre. Krydr kæberne med lidt salt og lad det gerne trække 1-2 timer i køleskabet. Tag kæberne ud og dup dem tørre. Pensl med lidt olie. Steg dem på en middelvarm grill til netop gennemstegt, 2-4 min. på hver side afhængig af tykkelse. Tryk og mærk efter kæberne skal være faste, men ikke mere end de giver lidt efter ved trykket.

Fordel baby spinat i dybe tallerkener. Placer havtaskekæberne ovenpå og dernæst syltede tomater inkl. lidt af lagen. Pynt med hakket persille. 

Vi spiste havtaskekæberne som forret.

Dagen efter stod menuen på fisk og skaldyr med forskellige salater som tilbehør. Der blev grillet krabbeklør, jomfruhummer og en 300 g stor tunbøf som forinden var vendt i sesamfrø. Sidstnævnte fik jeg desværre ikke taget i billede af :(  Tunbøffen trak med lidt salt ca. ½ time før den kom på grillen. Herefter blev den duppet tør, penslet med olivenolie og vendt i sesamfrø. Den blev grillet ved god varme og fik 2 min. på den ene side og 1 min. på den anden side. Inden servering blev tunbøffen skåret i tynde skiver. Alle herlighederne mættede fire personer.

20140804_184335-1-1.jpg

Marinerede, grillede krabbeklør

1 kg krabbeklør, saften af ½ citron, ½ dl olivenolie, 4 fed hvidløg.

Skyl krabbeklørene under den kolde hane. Giv dem derefter et dask på bagsiden med en lille hammer eller lign. Læg krabbeklørene i et fad med høj kant. Dryp citronsaft og olie over og strø med hakket hvidløg. Vend det hele rundt. Lad det trække mindst 1 time i køleskabet.

Grill krabbeklørene ved god varme ca. 4 min. på hver side eller til netop gennemsteg

Grillede jomfruhummer med persille/hvidløgssmør

8 jomfruhummer, ca. 100 g blødt smør, ½ potte persille, 1-2 fed hvidløg, salt.

Læg jomfruhummer på et skærebræt med ryggen opad. Flæk dem på langs med en skarp bredbladet kniv. Fjern den sorte streng. Læg jomfruhummer på et fad. Rør smør, hakket persille og hakket hvidløg sammen. Smag til med salt. Fordel smørret over hummerkødet. Lad det trække i 10 min. Grilles over middelvarme på skalsiden til hummerkødet er netop mørt = fast, ca. 2 min. og gerne under låg.