Salat med linser og gedeost

Salat med linser og gedeost

Denne salat kan "gå" til næsten al slags stegt eller grillet kød. Den er let bitter pga. radicchio salaten - er du ikke så vild med det, kan du i stedet bruge spidskål. Som tilbehør fik vi helstegt, grillet svinemørbrad og en tzatziki lavet på skyr til.

Salat med linser og gedeost

3 personer

120 g grønne linser, 1 spsk citronsaft, ½ tsk dijon sennep, 1 spsk koldpresset rapsolie, salt, peber, 4 små tomater, ca. ½ radicchio salat, 100 g syltede hvidløg i oliemarinade (drænet), 100 g frisk gedeost, lidt bredbladet persille blade.

Skyl linserne og kom dem i en gryde. Hæld dobbelt mængde vand på. Bring vandet i kog og lad det derefter småkoge i ca. 25 min. Hæld vandet fra linserne og lad dem dryppe af.

Rør citronsaft og dijon sennep sammen. Tilsæt derefter olien i en tynd stråle og under omrøring. Rør til dressingen samler sig. Smag til med salt og peber. Vend dressingen med linserne.

Skær tomaterne i både og radicchio i fine strimler. Vendes i linserne sammen med hvidløgene. Smuldr gedeost over og top med lidt bredbladet persilleblade.

Energiindhold pr. person 346 kcal fordelt på: Protein 21 g, fedt 14 g, kulhydrat 38 g. Kostfibre 5 g.