Æggewrap med kylling og avokado

Et dejligt mættende måltid som hurtig kan ganges op til flere personer. Retten kan spises lun som kold og er derfor velegnet til at tage med på skovtur eller stranden.

Æggewrap med kylling og avokado

1 person:

1 kyllingefilet, 2 æg, 2 æggehvider, salt, peber, 2 tsk olivenolie, 1 tomat, ca. ½ løg, ½ avokado, 1 spsk skyr, sambal oelek, én lille håndfuld korianderblade.

Bring vand i kog i en lille gryde. Kom kyllingefileten i når vandet koger. Lad det koge under låg i 4 min. Sluk for pladen og lad kyllingefileten trække i vandet i 22-25 min. afhængig af tykkelse. Den skal være fast når du trykker på den.

Pisk æg og æggehvider sammen. Krydr med salt og peber. Varm en middelstor pande op (ca. 18 cm i dia og gerne slip-let). Tilsæt 1 tsk. olie og steg nu halvdelen af æggemassen i 2 min. på den ene side. Vend og steg yderligere ca. ½ min. på den anden side. Tilsæt resten af olien og steg en æggewrap mere.

Skær tomat i tynde både. Skær løg i strimler og avokado i tern. Tag den møre kyllingefilet op af vandet. Pluk kyllingekødet fra hinanden. Brug evt. en gaffel.

Fordel kylling, tomat, løg, avokado, skyr, sambal oelek efter smag og behag og koriander på de 2 æggewrap. Rul dem sammen. Enjoy!

Energi pr. person: 593 kcal. Fordelt på: Protein 54 g, fedt 35 g, kulhydrater 20 g. Kostfibre 6 g.