Vitello tonnato (kalv med tunsovs)

En italiensk klassiker, hvor man ofte bruger kalveklump eller -tyksteg. Jeg har valgt at bruge en roastbeef, fordi den er mager og saftig og har en kortere tilberedningstid. Kogt kalkunbryst kan også anbefales eller evt. en rest culottesteg.

Vintello tonnato (kalv med tunsovs)

4 personer:

Ca. 800 g kalve-roastbeef af inderlår, 2 spsk. olivenolie, salt, peber. Tunsovs: 2 ds tun i vand (drænet), 2 spsk. kapers, 3 spsk skyr, 3 spsk mayonnaise (gerne Hellmanns), salt, peber. 2 store håndfulde ruccola.

Opvarm ovnen til 150 grader.

Dup roastbeef tør. Varm en pande op og tilsæt olien. Brun roastbeef på alle sider. Krydr med salt og peber.

Læg roastbeef i et lille ovnfast fad. Hæld lidt vand i bunden af fadet. Sæt nu roastbeef midt i den varme ovn i ca. 40 min. eller til kødet når en centrumstemperatur på 55 grader. Vend den efter 20 min. Tag roastbeef ud af ovnen. Pak den ind i alufolie og lad den hvile i 15 min. Luk derefter en anelse op for folien og læg den i køleskabet til den er helt kold.  

Ved anretning: Fordel ruccola på fire tallerkener. Skær roastbeefen i tynde skiver og placer ovenpå ruccola.

Kør tun, kapers, skyr og mayonnaise i en foodprocessor. Fordel tunsovsen ovenpå roastbeef.

Server en stor fyldig salat til.

Energi pr. person: 479 kcal. Fordelt på: Protein 70 g, fedt 22 g, kulhydrat 2 g. Kostfibre 0,3 g.