Blomkålscouscous med rejer og tomat

En herlig blomkålscouscous opstod, da jeg skulle bruge en rest blomkål. Fyldet blev et par solmodne tomater fra drivhuset (de smager fantastisk), purløg fra krukken på terrassen, lidt karse og en stor portion grønlandske i lage, citronolie, salt og peber. Enkel og dejlig sommer ret, som blev bikset sammen i en håndevending.

Blomkålscousous med rejer og tomater

1 (meget sulten) person:

300 g grønlandske rejer i lage (frosne kan selvfølgelig også bruges),180 g blomkål, 2 store tomater, 2 spsk citronolie, 10 g klippet purløg (ca. ½ pote), 2 spsk klippet karse, salt, peber.

Kom rejerne i et dørslag til afdrypning. Skær blomkål i grove stykker og kør dem i en foodprocessor til finhakket. Eller brug et rivejern. Del tomaterne i halve. Skrab kernerne ud og kasser dem. Skær tomatkødet i små tern.

Kom rejer, blomkål og tomater i en skål. Tilsæt olien og vend rundt. Vend derefter purløg og karse i. Smag til med salt og peber.

Energi pr. person: 530 kcal. Fordelt på: Protein 55 g, fedt 26 g, kulhydrat 23 g. Kostfibre 8 g.