Bønnepasta med lynstegt æg

Total optur over at have fundet sojabønne pasta i SuperBrugsen. Jeg fandt tre varianter 2 slags fettuccine lavet på hhv grønne og hvide sojabønner og én spaghetti lavet på sorte bønner. Pastaen er fiberrig, glutenfri og meget proteinrig. Ingredienslisten er ultra kort: økologiske bønner - intet andet. Desværre var den hvide fettuccine udsolgt, men den grønne fettuccine og den sorte spaghetti røg ned i indkøbskurven.

Næringsindholdet i de tre varianter er ligger ret tæt op af hinanden og er pr. 100 g: 327 kcal. Fordelt på protein 45 g, fedt 4 g, kulhydrat 17 g. Kostfibre 20 g. Se forskellen på almindelig pasta og bønnepasta her.

Den grønne fettuccine pasta blev straks testet da jeg kom hjem og blev til denne hurtige frokostret, som også kan spises som et aftensmåltid. Pastaen smager fantastisk. Vær dog opmærksom på at kogetiden skal være kortere end angivet på emballagen. Jeg kogte min pasta i 4 min. hvilket var perfekt. Glæder mig også til at prøve de andre varianter.

Bønnepasta med lynstegt æg

1 person:

60 g grøn sojabønne fettuccine, 3 æggehvider, 1 helt æg, lidt Tabasco eller tørrede chiliflager, ½ tsk. salt, 1 spsk. koldpresset rapsolie med citron, ca. ½ tsk. knust rosépeber, basilikumblade.

Bring rigeligt med vand i kog i en gryde. Tilsæt salt og pasta når vandet koger. Lad det småkoge i ca. 4 min. Tjek om pastaen er mør, den skal have lidt bid. Hæld pastaen i et dørslag til afdrypning.

Pisk hvider, det hele æg, Tabasco og salt sammen. Varm en pande op, jeg brugte en slip-let, lynsteg æggemassen under konstant omrøring, til den netop lige er størknet. Får den for meget varme bliver den tør.

Vend pasta med lynstegt, citronolie, rosépeber og basilikum.

 Energi pr. person: 461 kcal. Fordelt på: protein 34 g, fedt 34 g, kulhydrat 19 g. Kostfibre 10 g.