Proteinrige, glutenfrie boller

Jeg havde en skål med hasselnødder stående helt tilbage fra jul. Noget skulle nødderne selvfølgelig bruges til. Da jeg lige har overstået en knæoperation, kunne jeg passende sidde i lænestolen og hvile benet, mens jeg knækkede hasselnødderne og samtidig fundere over, hvad jeg skulle bruge nødderne til. Det blev disse lækre og meget smagfulde boller. De er gode til både stærk ost, tunsalat eller bare som de er. 

Proteinrige glutenfrie boller

12 stk:

225 g mandler, 175 g hasselnødder, 20 g fiberHusk, ½ tsk. salt, 2 dl mini mælk, 65 g dadler uden sten, 50 g skyr, 1 tsk. st. kardemomme, 4 æg (m/l).

Kør mandler og hasselnødder i foodprocessor til helt finkværnet "mel". Hæld det i en skål og vend Husk og salt i. Kør mælk, dadler, skyr og kardemomme i en foodprocessor. Kør til dadlerne er finhakkede. Hæld det i skålen med nøddemelet og rør sammen. Slå æggene ud i en skål. Pisk dem med elpisker i 3 min. Rør derefter æggene i dejen. Lad dejen hvile i 10 min.

Opvarm ovnen til 160 grader varmluft. Tag dejen op i 12 lige store klumper med en spiseske og sæt dem på en plade med bagepapir. Bag bollerne på 2. nederste rille midt i den varme ovn i ca. 30 min.

Energi pr. stk.: 252 kcal. Fordelt på: Protein 10 g, fedt 18 g, kulhydrat 17 g. Kostfibre 5 g.