Energibar med edamame bønner

Ideen til denne noget pudsige sammensætning af en energibar, kommer fra at jeg af og til bager kager med bælgfrugter. Og i den forbindelse har jeg tænkt – mon jeg kan lave en energibar med edamame bønner ? Jeg syntes ingredienserne i denne energibar fungerer godt sammen.

Smagen er god og baren giver energi og samtidig mæthed. Holder sig fint i køleskabet i 4-5 dage.

Dadler vil normalt få blodsukkeret til at stige ret hurtigt, men det bremses her af mandler, nødder, skyr og edamame bønner som bl.a. indeholder proteiner, der har en god og stabiliserende effekt på blodsukkeret.

Energibar med edamame bønner

50 g mandler, 50 g hasselnødder, 300 g dadler uden sten, 40 g chokolade 70 % fx Nellie Dellies sødet med stevia, 2 spsk kakao (14 g), 4 spsk skyr (120 g), 75 g edamame bønner. Pynt: Kokosmel.

Rist mandler og hasselnødder på en tør pande over svag varme i nogle minutter. Tag af varmen og afkøl. Køres til mellemfint i foodprocessor. Kom det i en skål.

Kør dadler, chokolade delt i mindre stykker, kakao og skyr i foodprocessoren til en sammenhængende masse. Vendes derefter med nødder og edamame bønner.

Fordel massen i en form beklædt med bagepapir til en højde på ca. 2 cm. Sæt i køleskabet 1-2 timer. Skæres derefter ud i mindre stykker og vend i kokosmel.

Energifordeling pr. 100 g 312 kcal fordelt på: Protein 8 g, fedt 11 g, kulhydrat 48 g. Kostfibre 6 g.