Edamamesalat med rødkål og feta

En fyldig salat bestående af edamame bønner, rødkål, forårsløg og feta. Salaten er velegnet som tilbehør til stegt kød, men kan også spises solo som frokostret eller et mellemmåltid. Lader du dressingen trække med rødkålen inden du tilsætter de øvrige ingredienser ”mørner” kålen en smule. Vil du have ”bid” i kålen, vendes det hele sammen på en gang og lige inden servering.

Tager jeg mine ernæringsbriller på er det er salat med sundhedsfordele specielt pga. edamame bønnerne, som er en rigtig god kilde til protein (ca. 38 %) og fiber og derudover indeholder de også jern, calcium, B-vitaminer, E-vitamin og folinsyre (specielt vigtig for proteinomsætningen). Samtidig indeholder edamame bønner flere essentielle fedtsyrer, ca. 18 % end andre bælgfrugter. Sidst men ikke mindst indeholder edamame bønner en række stoffer der er dokumenteret sundhedsfremmende og forebyggende ift en række livsstilssygdomme.

Er du på jagt efter andre opskrifter, der som denne, kan tilføre din krop en masse gode sager, kan det være at min kogebog "PROTEIN" er noget for dig. Den indeholder 80 opskrifter på hverdagsmad lige fra morgenmad, frokost, mellemmåltider og aftensmad til desserter. 

Edamamesalat med rødkål og feta

375 g rødkål, 1 tsk ahorn sirup, 1 spsk æbleeddike, 1½ spsk rapsolie, salt, 350 g pillede edamame bønner, 2 forårsløg, 100 g feta i tern 19 %.

Skær rødkål i så tynde strimler som muligt. Rør sirup og eddike sammen i en lille skål. Tilsæt olien i en tynd stråle under omrøring. Rør til dressingen samler sig. Smag til med salt. Vend kål og dressing sammen. Lad det gerne trække 10-15 minutter.

Vend derefter edamame bønner, renset og finsnittet forårsløg og feta i.

Energi pr. 100 g: 97 kcal fordelt på: Protein 7 g, fedt 5 g, kulhydrat 7 g. Kostfibre 3 g.