Omelet med tomater og hytteost

Jeg holder af god mad, men det behøver ikke tage en krig at lave. Denne omelet er velsmagende, mættende og ret hurtig at tilberede.

Pga. den lune sensommer og det milde efterår har vi stadig tomater i drivhuset. De grønne umodne tomater smager fint, når de får en eller anden form for varmebehandling og smukt tager det sig ud på omeletten med tomater i forskellige farver.

Ernæringsmæssigt set er de røde tomater sundest, da de er en af de største kilder til den kraftige antioxidant lycopen, som er ren power til dit immunforsvar, men kan også have en beskytter virkning mod blodpropper og visse kræftformer. Lycopen findes også i flåede tomater og tomatkoncentrat og er lidt nemmere at optage i kroppen, hvis tomaten er varm.

Omelet med tomat og hytteost

2 personer

 2 mellemstore løg, 1 spsk olivenolie, 6 æg, 1 tsk salt, ½ tsk peber, 1 spsk HUSK, 125 g hytteost 1,5 %, 300 g tomater, gerne i forskellige farver. Tilbehør: 6 skiver parmaskinke. Evt. pynt: Bredbladet persille.

 

Opvarm ovnen til 200 grader.

Pil løgene og skær dem i tern. Sauter dem i olien til de klares på en pande der kan gå i ovnen. Pisk æg, salt, peber og HUSK sammen. Hæld blandingen i panden.

Klat hytteosten over, når bund og sider er stivnet. Skær tomaterne i halvtykke skiver og læg dem oven på. Sæt derefter panden midt i den varme ovn i ca. 10 minutter til æggemassen er helt stivnet.

Energiindhold pr. person: 533 kcal fordelt på: Protein 42 g, fedt 34 g, kulhydrat 19 g. Kostfibre 7 g.