Proteinrig spicy vildtgryde

Denne spicy vildtgryde gav os varmen på en kold og regnfuld efterårsdag. Er du ikke selv jæger eller gift med én sådan, kan du finde frossent vildt i supermarkedet - i hvert fald om efteråret fx i Irma. Vil du strække retten til flere personer end angivet kan du servere blomkåls couscous, quinoa eller bønnepasta til.

Vi spiste den som den var med en kålsalat til. Velbekommen :-)

Proteinrig spicy vildtgryde

3 personer

800 g dyrekød (bov eller kølle fra rå, då eller kronvildt) i tern, 2 spsk olivenolie, 2 store løg, 3 fed hakkede hvidløg, 5 cm skrællet, hakket ingefærrod, 2 tsk tørrede chiliflager, 2 spsk mild karry, 2 tsk spidskommen, 2 ds flåede tomater (gerne krydret med chili), 150 g skrællede gulerødder, 1 stort mad æble fx belle de boskoop, salt. Evt. hakket persille.

Dup kødet tørt. Brun det i olien af to omgange. Tag det op af gryden. Pil løgene og skær dem i tern. Steg dem i olien til de klares. Tilsæt derefter hvidløg, ingefær, chili, karry og spidskommen. Steg yderligere 30 sekunder under omrøring. Hæld tomaterne på og mas dem let. Bring i kog. Læg kødet i gryden. dæmp varmen og lad retten simre under låg i 35-50 minutter afhængig af udskæring. Kølle skal have kortest tid. Skær gulerødderne i tern og æblet i tynde både. Kom begge dele i retten når der er 10 minutter tilbage. Spæd evt. med lidt vand, så retten ikke koger tør. Smag retten til med salt. Server evt. med hakket persille til.

Energiindhold pr. person: 576 kcal fordelt på: Protein 62 g, fedt 24 g, kulhydrat 33 g. Kostfibre 7 g.